På denne side har vi forsøgt at lave en kort udgave af standarden for ragdoll racen. Du kan læse en mere detaljeret beskrivelse i Fife-standarden .
Standarden beskriver den perfekte ragdoll, som ganske givet ikke findes i virkeligheden, men når vi går på udstilling med vores racekatte, er den denne Fife-standard dommerne vurderer kattene op imod. Som opdrættere anvender vi standarden, når vi skal udvælge avlsdyr og lave parringsplaner, idet vi hele tiden arbejder frem mod at få mere og mere racetypiske killinger.
Standarden er kun vigtig, hvis du søger en udstillingskat. Derfor er det også vigtigt, at du gør din opdrætter opmærksom på, at du måske godt kunne tænke dig at prøve at udstille, så vi kan hjælpe med at udvælge en killing, der er egnet til udstilling. Da ragdollkillingens farver og mønstre udvikler sig i op til 3 år, kan ingen opdrætter dog give dig en garanti for, at en killing, der kan udstilles, vedbliver med at kunne udstilles. Nogle gange dukker der uheldige pletter op eller typen udvikler sig i en anden retning, end man troede. Det kan også være, at din kat ikke kan lide at komme på udstilling. Det er en del af gamet i udstillingsverdenen. Selv den dygtigste opdrætter vil aldrig kunne garantere dig, at din kat vil vinde masser af shows.
Hvis du leder efter en kælekat, er det kattens temperament, der er vigtigst, og ganske ofte er det sådan, at det, der betegnes som skønhedsfejl ifølge standarden, måske lige præcis er det, der giver din kælekat sin helt egen personlighed og gør den helt imodsståelig og charmerende.
Hoved | Hovedform, næse, pande, kinder og snude, kæber og tænder, hageform, øjenstørrelse | 25 point |
Krop | Kropsbygning, størrelse, knoglebygning | 20 point |
Øjne | 5 point | |
Ører | Form og placering | 5 point |
Ben | Længde og poternes form | 5 point |
Hale | Form og længde | 5 point |
Pels | Farve og mønster | 20 point |
Pelskvalitet og tekstur, længde | 10 point | |
Kondition | Præsentation og pelspleje | 5 point |
Som pointskalaen angvier, så tæller hovedet på ragdollen 25% af den samlede vurdering. Profilen er i særdeleshed vigtig. Her kan du se, hvad dommeren kigger efter.
Hvis du har lyst til at læse mere om katteudstillinger, anbefaler vi dig at læse om udstillinger hos Jyrak (Jysk Racekatteklub) som har detaljeret information om, hvad der foregår på udstillingen, og hvordan du kommer i gang. Det er ofte en god idé at alliere dig med din opdrætter, så kan du som regel låne udstyr og få hjælp til tilmelding og klargøring de første gange.