Han-dynastiet var et af Kinas længstvarende og mægtigste dynastier som havde magten fra 206 f.Kr. til 220 e.Kr. Han dynastiet er én af de store klassiske civilisationer i verdenshistorien. Han-dynastiet, grundlagt af Liu Pang (som kejser Kao Tsh), fyrste af Han, regnes for Kinas første nationale dynasti. I Han-dynastiets tid blev Kungfutse den af staten anerkendte, næsten hellige autoritet for alt stats- og privatliv. Under Han blev Kina den bureaukratisk styrede embedsstat, hver mand af folket havde muligheden for ad eksamenernes trinstige at nå de højeste værdigheder og embeder.

 

Han-dynastiets betydeligste hersker var Wu-Ti (140—86), under hvem Kina udvidedes ved kolonisation i stor stil.  Kejseren sendte Zhang Qian, der var diplomat og opdagelsesrejsende ud for udforske Centralasien og bringe pålidelig information om de vestlige regioner hjem. Over Centralasien knyttedes politiske og kulturelle forbindelser med Indien, Vestasien og den græsk-romerske verden. Fra Chang’an (i dag Xian) og til Middelhavet opstod det netværk af handelsruter, som senere blev kaldt Silkevejen. Snart fandt  en livlig handel sted; den syrisk-romerske industris fine luksusprodukter, farvede stoffer, brokade, glas og krydderier blev handlet mod Kinas silke, porcelæn, te, jern og skind. Ikke alene handelsvarer blev udvekslet. Der fandt også en kulturel udveksling sted.  Den kinesiske kunst og industri ændrede i Han-tiden sit præg under tydelig påvirkning af den i Vestasien udviklede græske kunst. Virkningen af den kulturelle forbindelse med Indien viser sig også i Kinas religionshistorie. Under kejser Ming-Ti (58—75) indførtes buddhismen i Kina; kejseren siges selv i sit 3. regeringsår at have sendt bud til Indien efter buddhistiske præster og bøger. Betegnende for Han-tidens Kina er dets livlige samkvem med den omliggende verden i modsætning til senere tiders isolering.