Random header banner 1 Random header banner 2 Random header banner 3 Random header banner 4 Random header banner 5

Alle DK Rags of Silk kuld har kuldnavne, der relaterer til silke, silkens historie, silkevejen etc. Til vores U-kuld har vi valgt kuldnavnet Uzbekistan. Landet er nærmest blevet et synonym for silkevejen. Uzbekistan lå i centrum for det net af handelsruter, der udgjorde silkevejen. De livlige handelsbyer Bukhara og Samarkand var begge beliggende i Uzbekistan.

Silkeproduktion er én af Uzbekistans stolteste traditionelle industrier. I hjertet af Ferghana-dalen bringer landmændene fra slutningen af april, når sneen smelter, silkeormene ind i varmen i deres egne hjem.

De lokale myndigheder leverer en lille kasse med 30-40 g svarende til tusinder af små silkeorme, hvis eneste job er at spise og vokse. Nyudklækkede silkeorme er små – mindre end en blyantspids, men under væksten, skifter de hud flere gange og vokser til ca. 70 gange deres oprindelige størrelse og fylder lige inden høsten det meste af landmandens hjem. At passe silkeormene er et arbejde for hele familien, og familien må klemme sig sammen for at gøre plads til de dyrebare larver. De er meget følsomme over kulde, stærkt lys, støj og snavs, og de spiser konstant deres eksklusive diæt af morbærblade. I starten spiser de ca. 2 kg. morbærblade om dagen. I slutningen af vokseperioden spiser de samme larver 270 kg. friske blade dagligt, som familien skal bringe hjem til dem. Hver ledig hånd er nødvendig for at tage hånd om silkeormene. Børn og bedsteforældre fodrer silkeormene og fjerner kviste og affald. De voksne samler morbærblade. Larverne fodres døgnet rundt. Der holdes nattevagt over dem. Har de ikke mad hele tiden, begynder de at dø, og dør larverne bliver landmændene pålagt bøder. I slutningen af sæsonen kan en familie høste op til 120 kg. rå kokoner. Myndighederne betaler 2 US dollars pr. kg. Nogle betragter opdræt af silkeormene som en form for tvangsarbejde. Nogle steder er det en forudsætning for at leje landbrugsjord, at man passer silkeorme. Ormene efterlader en ubehagelig og gennemtrængende lugt i de rum, de optager i vokseperioden. Landmændene må derfor gøre grundigt rent og lufte ud i flere dage, når silkeormene er høstet.

Uzbekistan er verdens tredjestørste silkeproducent, som årligt høster ca. 25.000 tons rå silkekokoner. Ca. 70% af høsten eksporteres til Vesteuropa, Sydkorea og Kina. Resten anvendes i den interne tekstilindustri primært til produktion af de stærkt farvede silkestoffer med indviklede mønstre kendt under navnet ”Atlas” er en essentiel del af nationaldragten i Uzbekistan.